Ny multihal til Dyhrs Gymnastikefterskole
Dyhrs Gymnastikefterskoles nye sportsfaciliteter på 1700 m2 indeholder en hal i håndboldstørrelse med siddeplads til 100 personer, flere store depotrum og et anretterkøkken – og naturligvis omklædningsrum, teknikrum og hvad der ellers skal være i en god hal. Hallen er opfyldelsen af et mangeårigt ønske fra skolens side om bedre idrætsfaciliteter – tidligere måtte man leje sig ind i kommunens haller, for at få plads til de mange forskellige aktiviteter skolen tilbyder.
Vi har været meget glade for samarbejdet med Dyhrs skole og arkitekt Maria Keinicke som rådgiver. Byggeriet og konstruktionen er i virkeligheden meget traditionelt, men Maria Keinicke har udfordret os – blandt andet med ønsket om at gøre hallen unik, ved at vælge utraditioneller materialesammensætninger.
Resultatet er blevet en hal med meget store vinduespartier, så hallen fremstår meget lys og venlig. De resterende facader er beklædt med sort træbeklædning. Murværket er udsmykket med skolens logo – uglen – både indvendigt og udvendigt. Det er en unik detalje der giver tydelig genkendelighed – og kræver en dygtig murer!